BILLEDDIAGNOSTIK

CT scanning

CT-scanning benyttes som undersøgelsesmetode ved mistanke om en lang række sygdomme.

Teknikken, som benytter sig af røntgenstråler, laver et tværsnitsbillede, der gør det muligt at gengive patienten i såvel 2-dimensionelle som 3-dimensionelle billeder. Ved en CT-scanning fremstilles patientens væv, især knoglestrukturer, meget præcist, hvilket giver en betydelig bedre mulighed for at diagnosticere forandringer sammenlignet med konventionel røntgenundersøgelse.

Man benytter ofte kontraststof i forbindelse med undersøgelsen. Dette indgives i blodbanen og vil ved mange sygdomsprocesser opkoncentreres i det syge område. Således kan kontraststoffet gøre det muligt at se forandringer såsom infektion/inflammation, og det giver også mulighed for at tydeliggøre forskellige former for cancer. CT scanning er en hurtig undersøgelse, der typisk er gennemført på 10-20 min. CT scanning foretages i fuld narkose, eller når dyret er kraftigt beroliget.

CT scanning benyttes til udredning af mange forskellige sygdomme

CT scanning benyttes til udredning af mange forskellige sygdomme
Eksempelvis ved mistanke om sygdomme relateret til:

  • Skelettet: led- og knoglelidelser, diskusprolaps og hovedet – herunder næsehulen, kæben og tænder
  • Brystkassen: ved udredning af lungelidelser og/eller lidelser i de omkringliggende strukturer
  • Bughulen: f.eks. ved udredning af patienter med symptomer fra mavetarmkanalen eller urinvejene, leverlidelser og medfødte anormalier

Henvisning til CT

CT scanning på Center for Veterinær Billeddiagnostik foretages efter henvisning fra egen dyrlæge.  Vi foretager undersøgelsen og tolker resultatet heraf, hvorefter det sendes til den henvisende dyrlæge, der så foretager den videre behandling. Center for Veterinær Billeddiagnostik kan efter aftale med den henvisende dyrlæge videreformidle billedmateriale m.m. til anden dyrlæge f.eks. ved behov for operationer, og vi er samtidig behjælpelige med at få patienten henvist til evt. yderligere udredning eller til kirurgi.